En serie af skud fra forleden, hvor jeg besøgte Frøslev Plantage. Målet var udover skovsanger også broget fluesnapper samt vendehals. De to sidstnævnte hverken så eller hørte jeg noget til. En topmejse lod sig til gengæld kortvarigt høre – men jeg formåede ikke at få øje på fuglen og kort efter var den tavs. Øv.
Nå, men skovsangeren lykkedes det at finde frem til, hvilket slet ikke var svært. Den hørtes allerede få hundrede meter fra parkeringspladsen ikke ret langt fra Frøslevlejren. Her flot poserende i lidt hårdt lys:

Masser af lys er dog påkrævet til skovens arter, der af gode grunde ofte færdes i skyggefulde omgivelser. Her betragtes fotografen vist kortvarigt:

Skovsangeren er en flittig fugl. Konstant blev der jagtet føde – læg mærke til det luftbårne insekt midt i billedet:

Andre kryb blev plukket direkte fra smågrene:

Her på vej mod en ny sangpost:

En artsfælle sang nemlig højtlydt ganske nærved og territoriet skulle derfor hyppigt afmærkes med et par strofer:

Lige før landing:

Artsfællen kom faktisk så tæt på, at den blev jaget på porten. Det nåede jeg desværre ikke at fange med kameraet!
Igen i gang med insektfangst på elegant maner:

Billedet er taget med mørk nåleskov som baggrund. Iso? 12800! Ak og ve. Lidt støjrens har hjulpet. Jeg afprøver i øjeblikket en prøveversion af DXO Pureraw 6, der umiddelbart tegner lovende.
Her igen lige før endnu et insekt måtte lade livet:

Fuglen holdt til i et lille område med blandingsskov. Her med nåletræerne som baggrund, der giver et flot farvespil. Der er ikke pillet ved farverne:

I “take-off”-øjeblikket:

Billedet for oven er en smule misfokuseret, men det går akkurat an. Mit kamera har ikke pre-capture, så man må ligesom prøve at fornemme, hvornår fuglen ser ud til at lette og så trykke lidt før. Det giver dog ofte nogle meget lange serier, der efterfølgende skal slettes! Alle billeder er forresten igen taget med mit nye, noget lettere objektiv, der til gengæld “kun” er blænde 5.6 – der selvfølgelig betyder halvt så meget lys og dobbelt så meget støj_

Til gengæld halvt så tungt og en fornøjelse at håndtere håndholdt:

En smuk fugl, skovsangeren:

En lille edderkop plukkes efter at være spottet:

Her var jeg lige ved at fange øjeblikket, hvor et insekt fanges i luften – desværre både misfokuseret og ikke i rammen – men det skulle med alligevel:

Farvel og tak fra Frøslev Plantage, som det bestemt ikke er sidste gang jeg besøger:

4 thoughts on “Skovsanger i Frøslev Plantage”
Hej
På den tur ville jeg gerne havde været Din skygge – dog med medbragt kamera. 🙂
NB. Min hjemmeside bliver ikke accepteret.?
Hej Kurt – tak for din kommentar. I forhold til link: Jeg har lige testet det – det virker vist kun såfremt du skriver http://www.naturlinsen.dk. Vh. Johan.
Hej Johan
Jeg afprøver det engang igen her i denne mail. Men det skulle være muligt og lave unden http. endda uden www.
Hilsen
Kurt
Hej igen – så lykkedes det. Mon ikke andre også møder det problem.?