To ture til Torup Made er det blevet til seneste uges tid. Stedet er, efter min (og mange andres) mening, Als’ bedste vådområde, hvad angår fuglekigning/fotografering. Vi starter dog med to skud af en enlig islandsk ryle ved Trillen, som opførte sig en smule mystisk: Den var meget tillidsfuld og lavede af og til nogle mærkelige kast med hovedet. Jeg gætter på den var syg – selvom den egentlig så frisk ud:
Den fløj tilsyneladende også fint – men i flugt opførte den sig endnu mere atypisk, i det den flere gange pludseligt lettede og tog nogle omgange – rundt om mig! En meget mærkelig fugl. Her fotograferet netop på en af disse rundture:
På lokaliteten fandt jeg også de sædvanlige store præstekraver og et par almindelig ryler – men jeg kan godt mærke de ikke “trækker” så meget i kameraet længere. Det er jo egentlig for galt!
Nå, men nu videre til Torup Made, som jeg tog mig sammen og fik besøgt to gange i løbet af ugen. Jeg skriver “tog mig sammen”, for begge gange slæbte jeg flydeskjulet med – hvilket er ret bøvlet! Her en oversigt over skjulets bestanddele og tilbehør:
Fra toppen af ses teltet med medfølgende stænger. Herefter en pumpe til at pumpe de sorte pontoner op. Nederst skjulets “skelet”, hvor pontonerne fastgøres og hvorpå teltet efterfølgende monteres. Til venstre nederst ses min (alt for) tunge gimbal, der skrues fast på pladen midt i skjulets skelet. Her ses det hele pakket så godt sammen, som det lader sig gøre:
Man kan godt skille skelettet ad, men det tager simpelt hen for lang tid at samle hele molevitten et eller andet gudsforladt sted, typisk i halvmørke og med stivfrosne fingre! Jeg har derfor valgt at bære vadsækken på ryggen, kameraet i den ene hånd og flydeskjulets skelet i den anden. I vadsækken er der også proppet en letvægtstørdragt og par dykkerstøvler. Alt i alt ret tungt – plus kamera og skelet med monteret gimbal.
Det behøver nu ikke at være så bøvlet: På turen beskrevet i forrige indlæg med skalleslugerne fra Bundsø, brugte jeg også flydeskjulet – men der kunne jeg blot parkere bilen få meter væk fra søens bred, tage skjulet ud, der allerede hjemmefra var delvist samlet, sætte teltet på og så ellers søsætte mig selv. Og dog – for først skal man jo lige iføre sig vaders eller i mit tilfælde en tørdragt – og det er faktisk også ret bøvlet!
Nå, men det lykkedes at få slæbt mig selv og min oppakning frem til at passende sted, samlet det hele, iført mig hundrede lag tøj (næsten) samt slutteligt tørdragt og endelig komme ud i vandet:
Billedet for oven er lidt snyd, for det er taget efter turen i dag var “overstået”, umiddelbart før jeg bar skjulet ind på land og fik det skilt ad igen. Og selvom begge ture fotomæssigt ikke gik som håbet, er det ret fantastisk (nogle vil nok mene fanatisk) at benytte flydeskjul – trods bøvlet!
Blisgæs på afstand fik jeg en del skud af. En havørn skabte panik blandt en større flok, der rastede på en af markerne op mod Gammelgård – og flokken søgte ud over maden:
Arten havde jeg faktisk kun to billeder af i forvejen – så jeg knipsede løs. Her et udsnit af den store flok:
En stor del af flokken gik ned i kanten af et af madens oversvømmede områder – desværre ret langt væk fra mig:
En enkelt anden art har sneget sig med på ovenstående billede. Hvilken?
Her en blisgås-duo i flugt med Mjangmark i baggrunden:
Der lægges an til landing:
Blisgåsen kendes, ud over den karakteristiske blis i panden, også på den flotte stribede bug.
En del ænder var selvfølgelig også at finde på lokaliteten. Jeg havde forinden sat næsen op efter skeand, spidsand og pibeand – men fik intet på kortet! Et flot knarand-par trøstede lidt:
Her hunnen i flot lys og positur:
I dag forsøgte jeg mig igen, denne gang med en anden placering, hvor jeg havde en ide om gode chancer for skeand – en art, der plejer at være meget lidt samarbejdsvillig! Vi starter med en krikandrik, der kom rimelig nær – men dog straks skiftede kurs efter at have fået øje på skjulet. Sådan så det i hvert fald ud!
Et par gråsgæs var mere modige og kom ind på nogenlunde fotoafstand:
I et lidt højere luftlag, chikanerede en krage en blå kærhøg. På billedet tog høgen sig sammen og satte efter kragen, men det virkede nu lidt dovent at se på:
Flere gange blev jeg overfløjet af små grupper af skeænder – men ingen af dem gad lande nær mig:
Og dog, efter længe venten og i efterhånden ret så nedkølet tilstand, landende en enlig andrik et godt stykke foran min position. Her croppet en hel del:
Som vanligt var arten særdeles vagtsom i forhold til sine omgivelser:
Egentlig en grotesk profil den fugl har! Nå, men på trods af min ankomst mindst 1 time før ovenstående fugl og på trods af, at jeg sad musestille og bevægede kameraet uendelig langsomt, lettede fuglen efter få sekunder:
Den art er bare svær!
Mens jeg ærgrede mig over det, kom kærhøgen tilbage – og må have fløjet lige over mig i mit skjul. Den forsvandt desværre umiddelbart ned bag rørene, der ses i baggrunden:
Havørnen var også på plads i sit sædvanlige træ. Jeg havde håbet på en mere aktiv ørn den morgen – det giver nemlig ofte trafik foran kameraet!
Lidt “stemningsskud” – først en knarand taget kort efter solopgang, hvor der fortsat var lidt dis over vandet:
Lille lappedykker holder øje med mig:
En aggressiv blishøne “i løb” efter en artsfælle:
Vi slutter med tre skud, også taget ved Torup Made, men nu ikke længere fra skjul. Onsdag morgen gik jeg en kort tur i området, efter at have pakket skjulet sammen. Jeg gik og kiggede efter diverse ænder på vandet – og så derfor desværre denne her alt for sent, trods dens betydelige størrelse og kun omkring 10 meter foran mig! Her første billede, efter jeg febrilsk havde fået kameraet i gang og langt om længe fået fokus:
Men hvad er det mon egentlig for en fugl?
Grunden til jeg overhovedet fik lov at komme så tæt på denne ellers meget sky og sjældent sete fugl, fandt jeg umiddelbart efter:
Det siger lidt om duehøgens styrke (det må dreje sig om en hun, hannen er ikke stor nok til at slå en and) at kunne dræbe en så stor fugl, som en gråandrik jo faktisk er. Høgen nåede heldigvis at få spist en del inden jeg kom til at forstyrre middagen. Se blot den fyldte kro på dette elendige langskud af fuglen:
Sjældent har jeg ærgret mig så meget! Havde jeg blot kigget fremad havde jeg tydeligt kunne se fuglen og med stor sandsynlighed sluppet af sted med at lægge mig ned og taget skønne fotos af en kæmpe duehøg i færd med at æde en nyslået and. Og endnu mere ærgeligt at erkende, at det nok var det tætteste jeg nogensinde kommer på en duehøg!