Den seneste uges tid har budt på en enkelt “rigtig” tur til Torup Made, men har ellers bestået af et par mindre ture til de sædvanlige lokaliteter – samt et enkelt helt nyt sted.
Først Torup Made, en smuk morgen, men dog med lidt for meget mosekonebryg. Her et kig fra Gammelgård ned over maden:
Trods udsigt til disede billeder valgte jeg selvfølgelig at gennemføre turen. Nu var jeg jo kommet tidligt ud af fjerene og desuden letter disen ofte så snart solen kommer op.
Her et af turens første billeder, efter jeg desværre igen måtte konstatere, at lokaliteten har ændret sig meget i negativ retning de seneste par år – i hvert fald ud fra et fuglefotograferingssynspunkt:
En fiskehejre spejdende efter bytte og fotografer. Læg mærke til vanddybden:
En artsfælle i landingsøjeblikket i majestætisk positur. Et noget “sjasket” foto grundet en flittig mosekone – men det kan nu alligevel noget.
Vadere så jeg ingen af overhovedet. En enkelt svaleklire overfløj stedet, afsløret af sit umiskendelige kald og det var, fraset een(!) vibe sådan set det, hvad vadefugle angik!
Her et par lille lappedykker, der fodrede deres enlige unge. Billedet er croppet en del, som jo blot forstærker de atmosfæriske ikke særligt optimale forhold:
Et par gråænder i landing:
Ænder, hejrer og lappedykkere var faktisk, med de ovenstående nævnte undtagelser, det eneste jeg så den morgen. Forklaringen tror jeg skyldes dels vanddybden, der efter pumpehuset ikke længere snurrer derudad, er steget en hel del. Se bare dette foto jeg tog med mobilen, efter sløringsnettet var pakket sammen:
Jamen, kan man så ikke bare placere sig lidt længere mod “land” hvor vanddybden mindskes? Nej, for det er nemlig, som det også ses på billedet, fuldstændig tilgroet. Området afgræsses ikke længere fraset et enkelt meget lille område i madens helt nordøstlige del, hvor der vist fortsat drænes – men så meget, at det ikke er egnet for vadefugle. Er kvæget væk, gror ting jo til. Det er med andre ord for dybt for vadefuglene i vandområderne og for tilgroet der, hvor de kan bunde. Ingen tinksmede, svaleklirer, brushøns, ryler eller viber! Ingen ynglende lille præstekrave. Ærgerligt, men diverse andefugle inklusiv lappedykkere ser ud til at trives. Det synes jeg nu bare også de gjorde tidligere, da lokaliteten var væsentligt mere artsrig. Alt i alt tror jeg desværre min (tidligere!) yndlingslokalitet aldrig bliver helt den samme.
Nå, men efter denne skuffende start, fik jeg en lille trøstpræmie, nogenlunde samme sted som første billede viser. En lille gruppe gul vipstjert fouragerede i den høstmodne kornmark. Her en kaldende han:
Så vidt jeg kunne se deltog begge forældre i fødesøgning og efterfølgende fodring af et par kaldende unger siddende skjult i kornet. Her hunnen fanget i flugt:
Hannen viste sine fangstevner frem:
Flot poserende i den smukke kornmark:
Birkepøl har jeg selvfølgelig også besøgt. Her et par skumringsskud af en meget ung rødrygget tornskade på fødejagt. På vej mod et muligt kryb:
Al begyndelse er svær – det var vist ikke en lille sommerfugl, men blot en vissen del af planten:
Min helt lokale lokalitet “Trillen” har jeg selvfølgelig også besøgt. Ikke altid med kamera, men blot med hund – i snor naturligvis! Her havde jeg dog kameraet med, da en almindelig ryle søgte føde ved stranden:
Returtrækket af vadefugle fra ynglepladserne er i gang. Nu skal der tankes op med føde, inden efterårstrækket tager fuglene videre sydpå. Trillen har således budt på både islandsk ryle og krumnæbbet ryle – begge fortsat i flot yngledragt. Kameraet havde jeg dog ikke med – ellers også fløj fuglene inden jeg kom på skudhold. Øv.
Tilbage til Birkepøl og tornskaderne, nu i lidt bedre lys. En flot han viste hale:
Og her en unge fra i år, en del varmedis giver lidt slør:
Der er også altid en del tårnfalke på lokaliteten. Her et dyk efter føde, hvor falken var ganske nær:
Her poserende på en pæl, igen ganske nær mig i min bil. Så kan billedet godt holde til en portrætbeskæring:
Samme fugl, netop som der lettes fra pælen:
Vi slutter ved “Povls Skov”, en meget lille skov på det allernordligste Als, lige op af flyvepladsen i Pøl. Et par indberetninger om lærkefalk (ikke set, kun hørt) fik mig til at køre forbi stedet og der skulle ikke ventes længe før hele to falke viste sig:
Det kunne snildt dreje sig om ynglefugle. Mon ikke parret ved Blomeskobbel også er på plads i år – og der er tilmed også set et par med mulig yngleadfærd ved Sønderskoven lige syd for Sønderborg. Spændende lærkefalke-tider!
Her fanget i fangstøjeblikket – af et meget beskedent måltid:
De efterfølgende frames kan ses i denne lille animation, husk at klikke på billedet:
Lokaliteten ligger i øvrigt få minutters kørsel fra min arbejdsplads – så mon ikke jeg holder øje med stedet de kommende uger!