Det flotte vejr har indbudt til en del (små)ture rundt på Als den seneste uges tid. Ved Bundsø var der spottet et par nordisk lappedykker i flot yngledragt, men trods eftersøgning lykkedes det mig ikke at finde dem. Jeg tog nu alligevel af sted en flot solrig, diset morgen:
Detaljerne ryger så snart afstanden er mere end 20 meter i den slags morgendis – men det giver en masse stemning i billederne:
Her et par troldænder i flugt med den ene af søens to skarvkolonier i baggrunden:
Det er jo ligefør sådan en ellers ret uskøn (og meget stinkende!) koloni, tager sig godt ud i morgenlyset:
Jeg bemærkede et enkelt par af skeand i søens sydlige del, men fik ikke møvet mig ret nær før de stak af. Skeænder er altid en udfordring!
Gravænder er til gengæld ret ligeglade med fotografer! Se bare dette eksemplar, der efterhånden kom meget tæt på mig i sin søgen efter føde. Lyset var nu efterhånden noget hårdt, men det går lige an:
Og her lige efter hovedet er kommet ovenvande igen:
Nedenfor en fiskehejre i landing på et udgået træ stikkende op ad vandet. Det er nok kun et spørgsmål om et par år, før alle de døde træer, der nu står i vand i den reetablerede sø, er rådnet væk.
Skarverne er også ret ligeglade med fotografer i flydeskjul:
Vi forlader nu Bundsø og overgår til lidt mere spredt fægtning. Her en engpiber i flugt, taget ved Birkepøl, hvor jeg ledte efter kærhøge:
Jeg fandt i dagens allersidste lys et enkelt eksemplar, der desværrede kun stillede op med ryggen til – og med solen direkte mod fotografen:
Jeg havde egentlig også håbet på mosehornugler, der i flere år har gæstet Birkepøl i april. Jeg så desværre ingen. Øv.
Dynt Strandmose ved Broager har jeg besøgt en enkelt gang – en lokalitet der måske har potentiale. Her en gransanger og rørspurv, der begge gik efter samme insekt i luften. Rørspurven var hurtigst!
Ellers er de forgange uger brugt en del på (hvad fugle angår) at kigge efter spætter. Ved Årtoft er det lykkedes mig at lokalisere et sortspætte-redehul, som jeg selvfølgelig vil følge i de kommende måneder. Her hunnen der aflægger et besøg ved hullet – hannen er i gang med hugge hullet større indendørs:
Og her hannen i færd med at tømme hullet for friske træspåner:
Hullet tiltrækker også andre gæster: Spætmejser, grønspætte og som her en stor flagspætte på vej op og kigge ind:
Vi slutter i min egen “baghave” nemlig Trillen ved Høruphav. Rørskoven omkring Vældammen ser også ud til i år at huse ynglende rørhøg. Her en flot ældre hun i frisk yngledragt (vil jeg mene i hvert fald, aldersbestemmelse af rovfugle er en evig udfordring):
Samme fugl, fotograferet igennem nogle træer på vej ud mod fugleobservationstårnet:
I forgårs havde jeg også set en blå kærhøg derude og ville derfor afprøve mit held i går aftes. Mens jeg sad og ventede på kærhøgen, kom en gråand meget tæt på:
Og minsandten om ikke kærhøgen pludselig dukkede frem fra rørskoven, hvor den utvivlsomt havde rastet lidt. Den fouragerede til at begynde med langs dammens bred i elendigt modlys, men tog så heldigvis en tur i retning mod Høruphav, badet i flot aftenlys:

Efter at have svirret lidt rundt næsten helt ude ved stranden, vendte høgen om og fløj direkte mod fugletårnet, hvor jeg sad og nød synet:
Her mere mod vest og dermed i kraftigt sidelys:
Den art er svær at få nok af! Det må i øvrigt dreje sig om en ældre hun ud fra de lyse gule øjne, dråbeformede pletter på undersiden samt markerede striber på undervingen – det sidste ses ikke på de her viste billeder.
Slut for denne gang. Næste gang nok Hartsø, hvor der burde være mulighed for brushaner. Og måske med lidt (meget) held både atling- og spidsand. Begge arter er dog utroligt svære at komme tæt på og står (måske netop derfor) meget højt på ønskelisten.