Weekenden blev tilbagt på Sylt, den tyske ø i vadehavet, syd for Rømø. Øen er lidt af en rigmandsghetto – hvad med et stråtækt hus på 200 m2 i Kampen, der ligger midt på øen og er kendt for at huse mange rige tyskeres sommerresidenser. Pris? 11.5 millioner. Euro! Min kone og jeg nøjedes med et fint lille hotel på den sydlige del af øen. Her et aftenskud taget 100 meter fra hotellet:
Ved højvande kom små flokke af forskellige vadefugle ind kystnært. En del satte sig og rastede på de mange faskiner omkring øen. Her fire arter fordelt på 9 fugle:
Men hvilke?
En par morgenture kunne det også blive til. Nedenfor flot solopgang med udsigt over vaden på vej mod højvande. Billedet er taget lige før jeg brød op – før end planlagt, da jeg hundefrøs!
Og her årsagen til mine meget kolde ben:
Hvad jeg troede var fast underlag viste sig at være en mudderfyldt rende, hvor jeg pludselig stod i mudder til livet! Kameraet slap med lidt snask på ikke vitale steder. Jeg fik ovenikøbet uforvarende taget et billede på vej ned i dyndet:
Ved Rantum Bassin, en smule nord for stedet vi boede, var en lille gruppe vadefugle lidt mere tillidsfulde, utvivlsomt grundet den megen trafik af gående. Her en islandsk ryle på togt i mudderet:
Stenvendere var der en del af. Her et enkelt eksemplar i flugt:
Bassinet omkranses af et dige, hvor en del pibeænder rastede i aftensolen. De lettede dog i god tid, når gående nærmede sig:
En morgentur mere – uden mudder! En trio af knortegæs lige før solen stod op:
Her et kig mod øst få minutter efter solen brød frem:
Silhuet-skud af fire lille kobbersnepper:
En knortegås mere – nu direkte over den stigende sol:
Nedenfor en storspove – på hovedet. Jeg så ved flere lejligheder netop den art, lave diverse akrobatiske manøvrer i luften. Hvorfor ved jeg ikke.
En strandskade i modlys, hvor der trods lyset dog godt kan anes lidt nuancer i fjerdragten:
Ved List på den nordlige del af øen besøgte vi “albuen”, et klitlandskab, der udgør øens og dermed også Tysklands nordligste punkt. En sanglærke viste sig frem:
Og igen kunne det konstateres, at fugle der holder til på steder med masser af trafik af mennesker, bare er mere tillidsfulde:
Slut fra Sylt!