Weekendens høst var en noget blandet landhandel med tilfældige “renden ind i” småfugle i området omkring sommerhuset og endnu en morgentur til Hejlsminde, der dog var lidt af en nitte. Vi starter med en engpiber i nærheden af Knud Strand, der tog sig godt ud i aftenlyset med Lillebælt som baggrund:
Den lidt atypiske komposition er bevidst valgt på stedet – billedet er således ikke beskåret. Samme fugl, fra en anden vinkel og lidt tættere på, plus crop:
Baggrundens nu gyldne “top” skyldes en kornmark på vigens modsatte bred – få skridt kan ændre et billede markant!
En bynkefugl viste sig lidt længere østpå ved Knud Strand – her hårdt beskåret:
Den beslægtede sortstrubede af slagsen er der i øvrigt en del af ved Birkepøl, hvor jeg ofte tager ud og kigger – men gode billeder er det endnu ikke lykkedes mig at få i kassen.
Andre skabninger var også på færde. På vej tilbage mod sommerhuset betragtede et rådyr mig fra grusvejen, et godt stykke fremme:
Og på plænen ved huset sås de vanlige vipstjerter i et værre aften-ædegilde:
Kigger man godt efter, myldrer det med insekter i og over græsset:
Jeg prøvede igen-igen at fange øjeblikket lige inden insektet fanges – men det er SVÆRT:
I morges ved solopgang kørte jeg igen til Hejlsminde. Det var mest rørhøgene der lokkede – dem har jeg åbenbart svært ved at få nok af. Aller Å, der løber ud i noret dampede i morgenlyset:
Ved noret stod de vanlige ænder, gæs og svaner – samt en ikke helt almindelig gæst:
Jeg nåede lige et kort glimt af rørhøgehannen:
Og så gik der ellers 1½ time før der skete noget – bortset fra en lille blåhals:
Rørhøgehannen kom langt om længe tilbage, men valgte desværre at sætte sig et sted, hvor en del rør og budskads var i vejen:
Jeg valgte til sidst at bryde op og sneg mig lidt længere op ad stien, hvor det lykkedes at få fuglen “fri” af krat og rør:
Tæt på kom jeg aldrig. Og høgen valgte naturligvis at flyve modsat mig – som forventet, efter jeg var krøbet ud af mit skjul og den utvivlsomt havde set mig:
På vej tilbage mod sommerhuset spankulerede en fasankok rundt på en mark i efterhånden hårdt modlys:
Den var nok ikke mere end 8 meter væk – og så kan der godt croppes lidt:
Rørhøgen var ikke så samarbejdsvillig denne gang, men sådan er vilkårene. På onsdag måske Ballum og forsøg på gode billeder af hedehøgen – hvis ellers den vil samarbejde!