Spredte skud fra weekenden

Weekendens høst var en noget blandet landhandel med tilfældige “renden ind i” småfugle i området omkring sommerhuset og endnu en morgentur til Hejlsminde, der dog var lidt af en nitte. Vi starter med en engpiber i nærheden af Knud Strand, der tog sig godt ud i aftenlyset med Lillebælt som baggrund:

Engpiber, Knud Strand.

Den lidt atypiske komposition er bevidst valgt på stedet – billedet er således ikke beskåret. Samme fugl, fra en anden vinkel og lidt tættere på, plus crop:

Engpiber med mad til ungerne.

Baggrundens nu gyldne “top” skyldes en kornmark på vigens modsatte bred – få skridt kan ændre et billede markant!

En bynkefugl viste sig lidt længere østpå ved Knud Strand – her hårdt beskåret:

Bynkefugl, Knud Strand.

Den beslægtede sortstrubede af slagsen er der i øvrigt en del af ved Birkepøl, hvor jeg ofte tager ud og kigger – men gode billeder er det endnu ikke lykkedes mig at få i kassen.

Andre skabninger var også på færde. På vej tilbage mod sommerhuset betragtede et rådyr mig fra grusvejen, et godt stykke fremme:

Rådyr, Avnø Vig.

Og på plænen ved huset sås de vanlige vipstjerter i et værre aften-ædegilde:

Hvid Vipstjert, Avnø Vig.

Kigger man godt efter, myldrer det med insekter i og over græsset:

Hvid Vipstjert i slaraffenland.

Jeg prøvede igen-igen at fange øjeblikket lige inden insektet fanges – men det er SVÆRT:

Hvid Vipstjert lige inden der “slås” til.
Og efter..

I morges ved solopgang kørte jeg igen til Hejlsminde. Det var mest rørhøgene der lokkede – dem har jeg åbenbart svært ved at få nok af. Aller Å, der løber ud i noret dampede i morgenlyset:

Aller Å, Hejlsminde.

Ved noret stod de vanlige ænder, gæs og svaner – samt en ikke helt almindelig gæst:

Hejlsminde Nor, bemærk tranen nederst til venstre!

Jeg nåede lige et kort glimt af rørhøgehannen:

Rørhøg, Hejlsminde Nor.

Og så gik der ellers 1½ time før der skete noget – bortset fra en lille blåhals:

Blåhals, Hejlsminde Nor.

Rørhøgehannen kom langt om længe tilbage, men valgte desværre at sætte sig et sted, hvor en del rør og budskads var i vejen:

Rørhøg, Hejlsminde Nor.

Jeg valgte til sidst at bryde op og sneg mig lidt længere op ad stien, hvor det lykkedes at få fuglen “fri” af krat og rør:

Rørhøg, Hejlsminde Nor.

Tæt på kom jeg aldrig. Og høgen valgte naturligvis at flyve modsat mig – som forventet, efter jeg var krøbet ud af mit skjul og den utvivlsomt havde set mig:

Tak for denne gang, rørhøg, Hejlsminde Nor.

På vej tilbage mod sommerhuset spankulerede en fasankok rundt på en mark i efterhånden hårdt modlys:

Fasankok, Avnø Vig.

Den var nok ikke mere end 8 meter væk – og så kan der godt croppes lidt:

Fasankok, Avnø Vig.

Rørhøgen var ikke så samarbejdsvillig denne gang, men sådan er vilkårene. På onsdag måske Ballum og forsøg på gode billeder af hedehøgen – hvis ellers den vil samarbejde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *