Spredte svenske skud

En smule svensk fugleri er det blevet til under familiens sommerferie, der i år blev afholdt i et lille typisk svensk træhus i Sälleryd, Blekinge.

Svensk idyl, Sälleryd.

Terrassen, der ses på billedet, var det primære “opholdsrum” (da vejret mestendels opførte sig ordentligt) – og den skulle vise sig at være en udmærket platform for fuglekikkeri.

Her et mobilskud fra terrassen af min datter, der skriver dagbog – læg mærke til det lille grantræ helt til venstre i billedet:

Sälleryd.

Grantræet, fandt jeg hurtigt ud af, var den foretrukne udkigspost for dem her:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Ikke værst med ynglende rødrygget tornskade i baghaven! Nedenfor en lille gave fra han til hun – antager jeg (da hunnen ligner ungerne til forveksling og jeg ingen unger så i de knap 2 uger vi var der – men der blev fodret på livet løs og der hørtes ofte tiggelyde fra forskellige buske):

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Her den smukke han fra en busk tæt på terrassen. Parret kom ofte ret tæt på, når bare man forholdt sig nogenlunde i ro:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Hunnen på udkig efter kryb, delvist skjult i buskads:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Og her med en friskfanget græshoppe af en slags:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Ikke alle udkigsposter var lige fotoegnede:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Men heldigvis benyttede begge fugle sig ofte af det lille grantræ. Her parret med hver sin snack til ungerne:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Her er par frames senere, med en venstreorienteret feministisk beskæring:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Alle fotos er i øvrigt taget håndholdt med mit (relativt) nye objektiv (300mm plus en til lejligheden indkøbt 2x telekonverter). Det fungerer rigtigt godt synes jeg – trods et fuldt stop mindre lys end mit 600mm – til gengæld er det en fornøjelse at bruge grundet den betydeligt mindre størrelse og vægt. Prisen er selvfølgelig lidt mindre skarphed (som er meget svær at se, trods konverteren), lidt mindre hurtig autofokus, lidt mindre slørede baggrunde grundet blænde 5.6 og i forlængelse heraf lidt mere støj ved identiske lukkertider.

Her hannen igen med en ret så stor snack til ungerne!:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Lidt flugtskud forsøgte jeg mig også med, men det er en ret tidskrævende disciplin og det egner familieferier sig generelt ikke til! Her et nogenlunde vellykket skud af hannen:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Og her i flot positur med en fyldt flåt(?) af en slags i næbbet:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Vores hund var også kommet med på ferien og på en af vores mange gåture i området, var der pludseligt en ret sur svaleklire, der højlydt fløj omkring en lille gruppe krager, der åbenbart var kommet for nær de nyudklækkede unger (der, fandt jeg ud af kort efter, gik rundt i en lille bæk få meter fra kragerne):

Svaleklire, Sälleryd.

Den situation udnyttede jeg straks og fik et par flugtskud i hus:

Svaleklire, Sälleryd.

Og her ret tæt på – hvor, må jeg indrømme, det nok mere var mig, end kragerne, fuglen var sur på:

Svaleklire, Sälleryd.

Vi hverken så eller hørte mere til svalekliren den følgende uges tid, men dagens før afrejse hørte jeg pludselig igen en masse svaleklire-kald og genfandt fuglen et stykke længere væk fra stien i skoven. Her et langskud i aftenlys:

Svaleklire, Sälleryd.

Ferien, bestod udover afslapning i huset, af en masse ture i området, hvor vi blandt andet besøgte Tjärö. Jeg valgte at medbringe kameraet, der dog mest blot hang på skulderen (hvilket ikke er noget problem grundet letheden af mit nye objektiv!). En enkelt fjordterne fandt vej til hukommelseskortet:

Fjordterne, Tjärö

Og en mursejler, der kom ret tæt på, mens vi stod og ventede på den lille færge til øen:

Mursejler, Tjärö.

Af andre “matrikelarter”, udover tornskaderne, kan nævnes stor flagspætte, sortspætte samt grønspætte. Jeg fik et enkelt brugbart skud af grønspætten:

Grønspætte, Sälleryd.

En grønsisken lagde også vejen forbi – en art jeg indtil da kun havde fået et enkelt elendigt billede af. Her et knap så elendigt skud:

Grønsisken, Sälleryd.

Vi slutter med en lille serie fotos af diverse insekter, der skiftevis stod på menuen hos tornskaden:

Rødrygget tornskade, Sälleryd.
Rødrygget tornskade, Sälleryd.
Rødrygget tornskade, Sälleryd.
Rødrygget tornskade, Sälleryd.
Rødrygget tornskade, Sälleryd.
Rødrygget tornskade, Sälleryd.
Rødrygget tornskade, Sälleryd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *