Stylteløber ved Torup Made med mere

Torup Made er vel nok en af de mest spændende fuglelokaliteter på Als, så det var vel egentlig ikke så mærkeligt, at der forleden blev spottet (af en lokal fugleentusiast) et par af den ret sjældent forekommende stylteløber!

Udsigt over Torup Made – med stylteløber!

Læg mærke til den lille prik nogenlunde i midten af vandet. Nedenfor et ekstremt crop:

Stylteløber, Torup Made.

Søndag aften tog jeg tilbage vel vidende at bedre billeder ville kræve en tur dybt i mudderet – så jeg skiftede fra søndagstøjet til noget mere mudder-egnet. Jeg havde forinden udset mig en rute til den nordøstlige del af vådområdet, hvor det var muligt at nærme sig uset i ly af et levende hegn. Ved hegnets afslutning var det ned på maven i mudderet og herefter stille og roligt mave sig frem i pløret, skjult i de mange græstotter. Vejret var uforudsigeligt med vekslende skydække inkluderende både sol og byger. Da jeg langt om længe havde fået bevæget mig frem til området (total gennemblødt!), var det begyndt at småregne. En af fuglene kom lidt nærmere og næsten fri af vegetationen mellem mig og vandet:

Stylteløber, Torup Made.

Billedet er beskåret kraftigt – jeg gætter på afstanden var omkring 50 meter. Jeg valgte at blive liggende og fuglene bevægede sig heldigvis “den rigtige vej” langs bredden og kom derved næsten fri af den megen krat imellem os:

Stylteløber, Torup Made.

Kigges der godt efter på ovenstående billede, ses faktisk et friskfanget bløddyr af en slags i næbbet.

Hannen kan kendes på den næsten sortfarvede ryg:

Stylteløber, Torup Made.

Hunnens ryg er mere mørkebrun i nuancen:

Stylteløber, Torup Made.

De ekstremt lange og derfor meget karakteristiske ben var yderst praktiske:

Stylteløber, Torup Made.

Nedenfor anes stylteløberens flotte ribsrøde øje – ses bedst ved at klikke billedet op i stor størrelse:

Stylteløber, Torup Made.

Jeg lå og nød synet i en god time. Fuglene valgte gradvist at søge længere bort langs bredden og var efterhånden igen godt skjult af krat. Jeg luskede kort efter hjem i halvmørket i godt nedkølet tilstand, men en stor oplevelse rigere.

Ugens løb bød også på et gensyn med Ballum-egnen, der igen i år selvfølgelig huser de flotte hedehøge. Jeg sludrede ved Torup Made med en af kræfterne i “Projekt Hedehøg”, som var noget bekymret i forhold til ynglemulighederne i år. Det kolde forår har betydet meget begrænset vækst i vintersæden, der derfor mange steder står for lavt til at friste som redelokalitet for høgene – som netop foretrækker sådanne marker.

Ved Mjolden tæt på Ballum, var der hele 5 høge at se inden for kort tid. Her en flot han:

Hedehøg, Mjolden

Og her en hun mod en noget truende himmel, der kort tid efter gav en ordentlig byge:

Hedehøg, Mjolden.

Lidt sol slap igennem skydækket og en af hunnerne tog sig et hvil:

Hedehøg, Mjolden.

Trods den mulige mangel på egnede redelokaliteter, var de indledende takter til ynglesæsonen allerede godt i gang:

Hedehøg-parring, Mjolden.

Smukke fugle, som forhåbentlig finder en løsning på rede-udfordringerne.

Hedehøg, Mjolden.

2 thoughts on “Stylteløber ved Torup Made med mere

  1. Hej FUTO.DK
    Jeg kom ind på din fine hjemmeside via en Google-søgning.
    Hatten af for nogle afsindigt flotte fuglebilleder i dit galleri – mange af dem ovenikøbet med action (noget jeg selv bøvler rigtig meget med).
    Jeg kan også godt li’ at du har en lille historie med til billederne, så man både kan få noget at vide om baggrunden bag billedet og få udvidet sin ornitologiske viden!
    Jeg har også prøvet den fine quiz et par gange. Den er sjov 🙂

    1. Hej Leif,

      tak for din kommentar og ros. Jeg er helt enig med dig i, at billeder ofte bliver sjovere at se på, når der følger lidt historie med – både af ornitologisk og fototeknisk karakter. Det var også en af grundene til, at jeg i sin tid startede denne lille blog. Kig endelig forbi af og til – jeg opdaterer så ofte tiden tillader. Vh. Johan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *