Den famøse og meget trofaste hvidøjede and er igen at finde i Kruså Møllesø. Den har således været et fast indslag i søen den seneste årrække i vintermånederne – sidste år med en afstikker til Kiskelund Plantage, der ligger få kilometer fra Kruså. Tilbage i februar 2019 fik jeg mine første billeder i hus af sjældenheden, delvist blokeret af krat og med mit dengang anvendte nærmest antikvariske Minolta-objektiv på 5,5 kg(!):
Det er nok ikke kun krattet, der er skyld i manglen på skarphed. Dengang syntes jeg objektivet var alle tiders (bortset fra vægten!), men i forhold til mit nuværende, fornægter dets alder sig ikke.
Sidste år fandt jeg anden i Kiskelund Plantage, men desværre på ret lang afstand. Her croppet til smertegrænsen:
I torsdags forsøgte jeg mig igen, trods udsigt til elendigt vejr. Jeg blev, hvad vejrudsigten angår, ikke snydt:
Her samme fugl med en noget langsommere lukkertid, der giver et helt andet udtryk:
Jeg bevægede mig rundt langs bredden, stoppede ofte op og “skannede” søens ænder, men fandt ikke andet end trold-, grå- og taffelænder:
En toppet lappedykker kom nogenlunde nær, igen fotograferet med en langsom lukkertid, der “udglatter” regnen:
Den slags sneglefart dur selvfølgelig ikke til adfærdsfotos, her en knopsvane der ryster fjerene:
Tit troede jeg jeg havde spottet anden, men det viste sig altid ved nærmere eftersyn “bare” at være en troldand, som den godt kan ligne på afstand. Her et langskud af en troldand i flugt – den hvidøjede ands hvide overgump mangler og øjet – ja det er jo tydeligvis ikke hvidt, men gult:
Slukøret bevægede jeg mig langs bredden tilbage mod søens østligste del og fik bakset skjulet på land – imens hørte jeg svagt min telefon ringe, som jeg havde med i en vandtæt pose. Og så kunne eftersøgning nummer to gå i gang! Telefonen var nemlig til min forfærdelse ikke at finde i skjulet – jeg synes eller jeg havde forankret den solidt med posens påsatte rem. Hvad værre var: I posen lå også min bilnøgle! Da jeg jo havde hørt den ringe, måtte den være tæt på og jeg regnede mig frem til, at posen sandsynligvis var faldet ud da jeg baksede skjulet på land. Udfordringen var så bare, at på det sted var vandet 60 cm dybt og sådan cirka porterfarvet. Jeg stak armene i og ledte. Og ledte. Og måtte konstatere, at jeg ikke var vandtæt ved ærmerne. Og at vandet var meget koldt. Jeg fandt til gengæld ikke andet end mudder og grene! Jeg besluttede at skifte strategi og vente på hjælp. Efter et kvarters tid kom en mand forbi, hvem jeg bad om at ringe til mit nummer – måske kunne den druknede telefon lokaliseres via lyden. Han havde dog ingen telefon, men hans kone i nærheden blev tilkaldt – med mobiltelefon! Og minsandten – min telefon kunne tydeligt høres, dog ikke ved bredden men godt 15 meter længere ude i søen, blandt en masse siv og krat. Posens rem havde på en eller anden måde fået fat i en gren og blevet trukket ud af skjulet da jeg bevægede mig mod bredden. Jeg kunne herefter, meget lettet, bjærge telefon og bilnøgle, takke et par hjælpsomme medmennesker mange gange og slutteligt køre mod Høruphav.