Traner ved Torup Made

Torup Made har den seneste uges tid haft besøg af et par traner. Jeg var dernede i sidste uge for at kigge efter dobbeltbekkasiner og stødte i den forbindelse på de to store fugle, der rastede på madens nordøstlige del. Ved efterfølgende opslag i DOF-basen, kunne jeg se, at de har været observeret dernede i hvert fald den seneste uges tid. Jeg besøger stedet regemæssigt og har kun ved én tidligere lejlighed set traner på lokaliteten – og da kun for en meget kort bemærkning.

Jeg formåede et snige mig ind på dem, men kun til et vist punkt og desværre med udsynet blokeret af en del krat. Det var ikke muligt at komme nærmere uden at skulle ud i et mere åbent område – og helt sikkert blive set. Det oprindelige billede direkte fra kameraet:

Traner, Torup Made.

Billedet er ucroppet, men taget med telekonverter, svarende til 840mm. Afstanden gætter jeg på er ca 75 meter. Kønt er det ikke – men utroligt hvad lidt (meget!) billedbehandling kan gøre. Først et crop af fuglen til venstre – der egentlig er mest “kratblokeret”, men står “pænere” og kigger i retning af kameraet:

Trane, Torup Made.

Herefter er den grønne farve desatureret og hvid- og sortniveauer efterfølgende justeret kraftigt. Sidstnævnte svarer lidt til photoshops “dehaze”-funktion, noget der let eftergøres i Capture One, som jeg benytter:

Trane. Torup Made.

Ovenstående er et screenshot direkte fra Capture One, med “før og efter”-funktionen. Gæt selv hvad der er hvad!

Endelig er billedet behandlet i Topaz Denoise, et program der effektivt fjerner støj i billederne, og synes jeg, med begrænset tab af detajler. Husk at klikke billedet op i stor størrelse, så kommer det mere til sin ret:

Trane, Torup Made.

Og hvad med dobbeltbekkasinerne? De var der skam også – jeg talte mindst 7, men ingen af dem stillede op til fotos. Måske en morgentur søndag med mulighed for traner som bonus (forhåbentligt i en mindre grøn udgave!).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *