Våde vadefugle ved Vidåslusen

Når nu Torup Made på Als, min tidligere yndlingslokalitet, ser ud til at være passé i forhold til fotografering af vadefugle (se evt forrige indlæg, hvor jeg går lidt mere i detaljer om stedets “deroute”), er vestkysten jo altid garant for masser af fugle. Vejrudsigten var elendig, men jeg valgte at tage afsted alligevel – rengvejrsskud kan nemlig også noget. Her et blik fra slusen udover vaden, taget med mobilen:

Højer vade

Det ses ikke så tydeligt på billedet, men det regnede ganske kraftigt som den følgende lille serie af billeder da også bærer præg af. Jeg havde selvfølgelig regncover på kameraet og selv var jeg pakket ind i min letvægtstørdragt.

Første skud, en strandhjejle i silende regn:

Strandhjejle, Vidåslusen.

Der var rigeligt med almindelig ryler, som jeg dog ikke tog ret mange fotos af. En enlig bekkasin fløj ind og begyndte af fouragere i sandet:

Dobbeltbekkasin, Vidåslusen.

Fuglen kom rimelig tæt på og fik lidt senere selskab af en artsfælle, som er kommet med i filmen længere nede på siden:

Dobbeltbekkasin, Vidåslusen.

Jeg havde placeret mig med solen i ryggen som sædvanligt, men havde til gengæld vinden i mod mig. Efter få minutter var jeg nød til at gå noget længere ud og i stedet skyde ind mod land – da objektivet ellers sejlede i vand! Det gør nu ikke så meget at fotografere i modlys, når solen er godt pakket ind i tunge regnskyer.

Her et af de sidste skud jeg tog, inden jeg fik placeret mig mere hensigtsmæssigt:

Skestorke, Vidåslusen.

Regnen blev en smule mindre intens efter et par timer og vandet var nu også steget så meget, at vaden var rimelig fugletom. Jeg koncentrerede mig derfor i stedet om flugtskud af de mange småflokke af overflyvende fugle, der konstant kom forbi. Her en lille gruppe unge hvidklirer:

Hvidklirer, Vidåslusen.

Og her et enligt eksemplar, fortsat i ret kraftig regn:

Hvidklire, Vidåslusen.

Efterhånden som vandet steg yderligere, kom en del fjord/havterner til (jeg kunne ikke rigtigt bestemme dem sikkert i det vejr). Her en fiskende terne i møgvejr:

Hav- eller fjordterne, Vidåslusen.

Egentlig ret utroligt at de kan fange noget med den sigtbarhed!

En mindre “fætter” kom også forbi, her fotograferet i marginalt bedre vejr:

Dværgterne, Vidåslusen.

Nedenfor en rødben i regn og modvind. Ikke ligefrem de bedste fotoforhold, men til gengæld fås nogle billeder, der skiller sig ud fra de sædvanlige. Faskinerne anes i baggrunden:

Rødben, Vidåslusen.

Grå himmel, grå vade og grålige fugle giver nogle farvemæssigt meget afdæmpede billeder. Her ét med lidt mere spræl i – en dobbeltbekkasin kom mere eller mindre direkte mod min position, men retningsmæssigt fra land, hvilket gav lidt farver i baggrunden:

Dobbeltbekkasin, Vidåslusen.

Islandske ryler med spredte rester af den røde yngledragt:

Islandsk ryler, Vidåslusen.

Få sortklirer lagde vejen forbi, en art jeg da heller ikke svømmer i billeder af. Her et flot eksemplar i flugt:

Sortklire, Vidåslusen.

Lille kobbersnepper sås også i sort antal, ofte i mindre flokke. Her dog et enligt eksemplar, der kom nogenlunde tæt på:

Lille kobbersneppe, Vidåslusen.

Regnen, blæsten og mit sorte tøj, var nok medvirkende til, at fuglene kom nogenlunde nær – jeg havde nemlig intet skjul. Erfaringsmæssigt fungerer mit net rigtigt dårligt i dårligt vejr – blæsten river for meget i nettet og det har ved tidligere lejligheder nær drevet mig til vanvid. Klog af skade lod jeg det ligge i bilen!

Vi slutter med en lille film. Godt 2 minutter sat sammen af en række klip jeg tog den morgen – hvilket jo er en mindre evighed i vore dages zap-kultur:

Turen var i øvrigt præget af tekniske vanskeligheder – kamera og objektiv mistede ofte deres fælles forbindelse, resulterende i sort skærm og tab af autofokus. Gæt hvem der til tider bandede højlydt ud over vaden! Ederne druknede dog i regn og blæst. Årsagen til fejlen er formentlig et løst “mount” mellem kamera og objektiv. Jeg har forsøgt diverse tiltag uden held og afventer nu levering af et lille specialskruetrækker-sæt, så jeg kan få strammet diverse skiver op. Ellers må jeg have sendt hele molevitten til service. Suk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *