Vældig tidligt ved Vælddammen

Går man rundt om Trillen kan man flere steder komme helt ned til Vælddammen – der er i hvert fald indtil flere trampestier gennem rørskoven, der dog efterhånden som man nærmer sig vandet bliver tiltagende smattede. Gummistøvler påkrævet!

Morgenfriske blishøns ved Vælddammen lige før solopgang. I baggrunden ses master fra lystbådene i Høruphav.

Skjul havde jeg ikke med, så fuglene fortrak stille og roligt over mod østsiden af dammen. En svane lunede sig i solens første stråler:

Knopsvane, Vælddammen, Høruphav.

Efter lidt tid (jeg havde medbragt en lille stol at sidde på, delvist skjult i rørskoven) faldt der igen ro over dammen. En lille gravandefamilie tog på udflugt:

Gravænder – far, mor og børn!

En af ællingerne kom lidt på afveje. Modlyset var efterhånden ganske kraftigt:

Nå, er det sådan jeg ser ud?!

På vej hjemad var der livlig sang i rørene:

Tornsanger, uanstændigt crop.

Efter en hel del bøvl med at finde frem til en rørsanger og herefter få et bare nogenlunde frit udsyn gennem den tætte rørskov, lykkedes det til sidst:

Rør med rørig rørsanger rørende med sin røst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *