Vandrikse i Gråsten Skov

Det meget kolde vejr i øjeblikket forandrer fuglelandskabet. Skovsnepper gemmer sig normalt i skovbunden i dagtid og er aktive om natten – og ses derfor sjældent (med mindre man er (u)heldig af vade ind i en på en skovtur og få et chok når den flakser op i hovedet på en). Lige nu er de dog nemme at få øje på – manglen på føde har tvunget dem ud i villahaverne – ovenikøbet også i dagtid. Også vandriksen, som normalt kun høres, når den udgyder sit mærkelige grisehyl skjult i rør eller sumpet skov, er også noget nemmere at få set i disse dage. Fuglene koncentreres nemlig i og omkring de efterhånden få frostfrie vandhuller og vandløb:

Vandrikse, Gråsten Skov.

Det lidt mælkede udtryk skyldes kuldedis, men mest af alt smågrene og kviste, der blokerede frit udsyn til fuglen. Endelig var jeg tvunget til at fotografere i modlys – det var simpelt hen ikke muligt at nærme mig i medlys. Mens jeg ventede på den skulle bevæge sig lidt mere fri af diverse gevækster, hørte jeg lidt bankeri fra et træ nærved:

Doku-skud af mellemflagspætte, Gråsten Skov.

På trods af sjældenheden, valgte jeg dog fortsat at koncentrere mig om vandrikserne (der var 4 i alt), en art som jeg indtil da, kun havde et enkelt miserabelt billede af. Et par stykker kom op at toppes. Jeg nåede dårligt at trykke på knappen:

Vandrikse-fight, Gråsten Skov.

Billedet er ucroppet, så de var ganske tæt på – og dermed også lynhurtigt væk fra kameraets meget smalle synsfelt. En rødhals stirrede intenst på fotografen:

Rødhals, Gråsten Skov.

Igen et noget mælket udtryk grundet de mange gevækster i forgrunden. Det er desuden en smule misfokuseret – men taget med alligevel, da det ikke er ofte man ser den slags symmetrisk stirren!

En dobbeltbekkasin gik kort efter ned cirka 1 meter fra mit ansigt, der stadig sad klistret til søgeren på kameraet. Da jeg langsomt vendte hovedet mod fuglen, fløj den straks forskrækket op, men valgte kort efter at komme tilbage – denne gang en smule længere væk:

Dobbeltbekkasin, Gråsten Skov.

Det er faktisk ret utroligt, så meget fuglene er ligeglade med én, bare man sidder/ligger helt stille. En rødhals, måske fuglen ovenfor, satte sig på et tidspunkt på mit ærme!

Vandrikserne kom efterhånden lidt mere fri af underskoven, men til gengæld blev modlyset tiltagende svært at arbejde med:

Vandrikse, Gråsten Skov.

Og et par stykker mere:

Fødesøgende vandrikse, Gråsten Skov.

Her har jeg forsigtigt forsøgt at ændre min position lidt så lyset kom mere ind fra siden, men som det ses er indtrykket fortsat kraftigt modlys. Tidspunktet på dagen var desuden også medvirkende – billedet er taget sidst på formiddagen, så lyset var efterhånden noget barskt:

Vandrikse, Gråsten Skov.

Herefter gav jeg mig til at lede efter mellemflagspætten, men genfandt den ikke, trods en kollektiv indsats sammen med en del tilrejsende fugleinteresserede. Til gengæld var natuglen, som jeg tidligere havde fået et tip om fra en venlig herre, på plads:

Natugle, Gråsten Skov.

Ikke så sært de er svære at finde!

På vej tilbage mod bilen hørte jeg lidt højfrekvent kvidren tæt på stien. En gruppe halemejser var på fødejagt:

Halemejse, Gråsten Skov.

Og minsandten om ikke en vandrikse krydsede stien få meter foran mig:

Vandrikse, Gråsten Skov.

En pudsig oplevelse sådan pludselig at “vade rundt” i vandrikser, som ellers ses meget sjældent. Vi slutter med en fuglekonge, der på vanlig svirrende maner også prøvede at overleve i kulden. Fuglekonger er nærmest nød til at æde konstant for at opretholde det nødvendige stofskifte og dermed undgå at bukke under i kulden:

Fuglekonge, Gråsten Skov.

Og hvad med skovsnepperne? Dem så jeg faktisk flere af, men kom aldrig på skudhold. Vinterferien tilbringes dog i sommerhuset ved Avnø Vig, der ligger lige op til en lille blandingsskov – mon ikke det lykkes dér?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *