Status på havørnen i Sønderjylland – med billeder!

Tv-syd har skrevet en lille artikel om havørnenes (gode) trivsel i det sønderjyske, efter blandt andet at have interviewet havørnerede-koordinatoren for Sønderjylland, Preben Jensen.

Fra tvsyds hjemmeside.

Det var netop Preben Jensen som undertegnede forrige år havde med som guide i forsøget på at fastslå identiteten på en af forældre-fuglene ved reden i nærheden af Mjang – efter det var lykkedes at aflæse ringmærkningen på en ældre havørn jeg havde fotograferet i området:

Havørn, Mjang, Bemærk ringen.

Det lykkedes desværre ikke at bekræfte mistanken – men formodningen er så vidt jeg ved fortsat, at fuglen foroven (en oprindelig tysk fugl) udgør den ene halvdel af parret ved Mjang. Artiklen/indlægget kan ses her.

Læg i øvrigt mærke til den ret tydelige lilla kant på ørnen for oven – jeg havde vist glemt at korrigere for såkaldt kromatisk abberation inden jeg uploadede billedet, et fænomen som er ret udtalt hos den gamle minoltatele jeg benyttede dengang. Det er dog nemt at korrigere – for eksempel i lightroom.

På lørdag tager jeg muligvis en tur vestpå igen, hvor havørnefotos altid er højt på ønskelisten:

Havørn, Rudbøl.

Den hvidøjede and ved Kiskelund Plantage skulle fortsat være på plads – og den ville jeg også gerne have flere og (meget) bedre billeder af. Vi må se, hvad det kan blive til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *