Tinksmede ved Torup Made

I den forgange uge var jeg to gange nede og kigge ved Torup Made – der var nemlig ifølge DOF-basen både blevet set hvid- og svaleklire i løbet af de seneste dage. Første tur var torsdag formiddag, i strålende sol og mest for at sondere terrænet. Tidspunktet var nemlig ikke fotoegnet og jeg kiggede mest efter gode steder at placere mig fra morgenstunden i den kommende weekend. Kameraet var dog – trods det ikke særligt flatterende fotolys – med:

Trane ankommer til Torup Made med havørn i baggrunden.

En trane ankom til maden, mens stedets vanligt huserende havørn så på fra dens vanlige udkigspost.

Trane, Torup Made.

Billedernes ringe kvalitet skyldes hårdt lys grundet tidspunktet med skyfrit vejr – og varmedis. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg før i tiden har forbandet mit udstyr langt væk på grund af manglende skarphed – for så blot at konstatere upåklagelig kvalitet dagen efter – blot taget i bedre lys! Jeg satte mig for en stund nær en lille, i øjeblikket tom, dyrefold og betragtede landskabet. På lang afstand kunne anes, hvad der muligvis kunne være en hvidklire, men jeg kunne hverken ved hjælp af kikkert eller kamera blive sikker. En gul vipstjert satte sig pludselig på en jordknold og betragtede mig:

Gul Vipstjert, Torup Made.

Den korte afstand kan i nogen grad kompensere for det hårde lys, men en lille del af rygfjerene er trods ned-eksponering “brændt af”. Tilfreds med stedet, som var fundet egnet til en morgentur i den kommende weekend, gik jeg tilbage mod bilen parkeret ved Gammelgård. En hvidlig fugl kom pludselig flyvende mod mig i retning mod maden:

Hvidklire, Torup Made.

Der var den jo, hvidkliren. Således opmuntret kørte jeg hjemad, men vendte allerede tilbage ganske tidligt søndag morgen. Der var egentlig lovet sol med spredte skyer – men det var mere omvendt og allerede lige omkring solopgang var det totalt overskyet. En gravand pudsede fjer foran madens lille pumpehus:

Et godt stykke fra min position, i retning mod Mjangdam, kunne anes en lille gruppe fouragerende vadefugle, som jeg gættede på måtte være svaleklirer. De lettede efter kort tid og besluttede til alt held at lande små 15 meter fra mig:

Tinksmede, Torup Made.

Jeg antog dem først for svaleklirer, farvet af observationerne på DOF-basen, men så viste en enkelt vinger:

Tinksmed, Torup Made

Svalekliren har ikke hvide undervinger. Tinksmede var den korrekte “diagnose”. Der blev ivrigt søgt føde i dyndet og gevinsten kunne variere fra ganske lille:

Tinksmed, Torup Made.

…til noget større:

Tinksmed, Torup Made.

Byttet så næsten ud til at gå til et sidste desperat modangreb:

Kvælerorm?

Det blev dog slugt til sidst. Andre vadefugle viste sig også:

Lille Præstekravepar, Torup Made

Et lille præstekravepar dukkede op og tog del i måltidet. Det må være hunnen forrest til højre i billedet, med de lidt mere matte farvetegninger. Lidt længere ude mod dammen kom et par brushaner lidt nærmere:

Brushøne, Torup Made.

Når mudderet bliver lidt for dybt tages vingerne i brug, akkurat som denne Tinksmed, der også havde vovet sig derud:

Tinksmed, Torup Made.

Brushanen havde det lidt nemmere med sine lange ben:

Brushane, Torup Made.

Gruppen samlede sig for en stund og pudsede fjer:

Tinksmed og brushaner, Torup Made.

Læg mærke til, hvor lille Tinksmeden egentlig er i forhold til brushanerne. En af hanerne sendte mig et skeptisk blik:

Brushane, Torup Made.

Langt borte mod dammen blev havørnen mobbet af en rørhøg – nok heller ikke rart, at have en ørn siddende og betragte redeområdet:

Havørn snapper ud efter rørhøg.

Et ekstremt crop:

Rørhøg mobber havørn, Torup Made.

Imens fortsatte fødesøgningen i mudderet:

Tinksmed med larve af en slags, Torup Made

Præstekraverne var også aktive:

Lille Præstekrave, Torup Made.
Lille Præstekrave med larve, Torup Made.

Egentlig en ganske smuk lille fugl, tinksmeden:

Tinksmed, Torup Made.
Tinksmed, Torup Made.

Og hvad med hvidkliren? Den valgte at blive i madens vestlige del, alt for langt væk til ordentlige fotos:

Hvidklire og gravænder, Torup Made.

Lidt flere skud af steppehøgen

De seneste par aftener er gået med at få ryddet ud og redigeret (nogle stykker) af de mange billeder af steppehøgen fra Abild jeg fik taget i weekenden. Høgen ser i øvrigt ud til at have forladt området, utvivlsomt trækkende længere østpå for at nå yngledestinationen i eller omkring Rusland. Et eksempel på et af billederne før redigering:

Steppehøg, Abild.

Jeg plejer at starte med beskæringen og herefter justere detaljerne. Da høgen var så længe om at vise sig (eller rettere, at lette fra marken!) var lyset begge dage lidt for “hårdt”, resulterende i skrappe kontraster, udvaskede detaljer og lidt mere grimme baggrunde end ellers. Det kan man delvis kompensere for i redigeringen. Nedenfor det færdigredigerede billede, hvor baggrunden er valgt via en maske og efterfølgende forsøgt gjort mere spiselig, her ved at justere kontrasten ned og aggressivt støjbehandle. Fuglen er blot redigeret på den sædvanlige maner, når der skydes i raw (feks lidt mere mellemtonekontrast, skarphed, kurvejustering etc.)

Nedenfor et lille udvalg. Synes egentlig gallerier i sig selv er kedelige – men måske nok ikke helt så kedelige, når motivet er en steppehøg!

Steppehøg ved Abild Mark

En flot han af steppehøg, en art der ellers kun optræder sjældent herhjemme, var blevet set i nærheden af Abild, en ganske lille by nær Tønder. Den blev første gang indrapporteret d. 10/4 (af Harry Antonisen, tak for det!) og ifølge DOF-basen valgte høgen heldigvis at blive i området de følgende dage. Jeg tog derfor chancen og kørte tidligt lørdag morgen til Abild, i håbet om at få set fuglen (det ville være første gang) og ikke mindst tage billeder af den! Det startede nu ikke særlig godt. Ved ankomst lige omkring solopgang var der ingen høg i syne, og jeg brugte den første halvanden times tid med at køre rundt i området og lede efter fuglen – i tiltagende frustreret tilstand. Og så pludselig dukkede den op – som en lille hvid prik midt i en mark og det var egentlig heldigt jeg overhovedet lagde mærke til den og ikke bare kørte (vredt) videre. Jeg parkede bilen og ventede. Og ventede. Først klokken næsten halv ni valgte den at lette og kom heldigvis i min retning:

Steppehøg, Abild Mark

Skyer var der ingen af, så lyset var blevet noget hårdt og ubarmhjertigt. Ydermere steg temperaturen åbenbart så hurtigt, at billederne blev en smule tågede af en diskret varmedis. Bevares, det er vel nok, hvad man kan kalde luksusproblemer i forhold til at have en steppehøg i søgeren – men ikke desto mindre valgte jeg den følgende morgen at køre til Abild én gang til – i håbet om bedre billeder. Søndagen startede heller ikke specielt godt. Jeg sov over mig og var først fremme kvart i syv, hvor “den gylde time” med særdeles godt fotolys, allerede var halvejs overstået. Til gengæld fandt jeg relativt hurtigt høgen, denne gang lidt nord for dens “vanlige” mark:

Steppehøg varmer sig i morgensolen, Abild.

Jeg placerede mig nogenlunde i en lige linje mellem høgen og marken, hvor jeg havde opdaget den i går – i håbet om, den ville lette og flyve direkte mod min position. Den lettede skam også – efter en halv times tid – og fløj som jeg snedigt havde forudset også over på den tilstødende mark – men desværre via en noget alternativ rute, der slet ikke bragte den tæt på mig. Afsted med bilen igen, hvor jeg nu i det mindste hurtigt genfandt den på Abild Mark:

Steppehøg, Abild Mark.

Jeg tror den sad der en halv times tid inden den lettede – og til min store glæde valgte at flyve nær mig:

Steppehøg, Abild Mark
Steppehøg, Abild Mark.

Den fløj derefter mod nord og jeg mistede den af syne. På et tidspunkt troede jeg kortvarigt jeg havde genfundet den, igen siddende i marken:

Høg, Abild Mark.

Den så dog lidt for brun ud – og et ekstremt crop afslørede da også en noget mere almindeligt forekommende kærhøg:

Blå Kærhøg, Abild Mark.

Den valgte kort efter at tage en tur i den fjerne ende af marken:

Blå Kærhøg, Abild Mark.

Efter yderligere lidt venten dukkede steppehøgen pludselig op igen fra nordøst og tog flere ture i lav højde over marken, et smukt skue:

Steppehøg, Ribe Landevej i baggrunden.

Den var igen venlig at flyve i retning mod Koldingvej, hvor jeg holdt parkeret:

Fouragerende Steppehøg, Abild Mark.

I Klaus Malling Olsens “Rovfugle i felten” kan man læse i afsnittet om steppehøgen, at denne art for nogle repræsenterer det ypperste. Det forstår jeg godt:

Fouragerende Steppehøg, Abild Mark.

Den kastede ofte et blik i retning af vejen, hvor jeg og en anden fuglefotograf holdt parkeret, men vores tilstedeværelse generede den åbenlyst ikke:

Fouragerende Steppehøg, Abild Mark.

Og til slut et lille drama. Høgen fortrak igen mod nordøst og så skete dette her:

Blå Kærhøg letter idet steppehøgen passerer den.

En blå kærhøg, mon ikke individet fra tidligere, brød sig åbenbart ikke om steppehøgens tilstedeværelse på marken og valgte at sætte efter den:

Blå Kærhøg forfølger Steppehøg.

Neden for en lille serie billeder taget på meget lang afstand af det lille drama:

Det hele endte med at steppehøgen fortrak mod nordvest. Jeg valgte derimod at køre østpå, hjemad mod Als.

Rørhøge ved Hejlsminde Nor

To ture til noret blev det til i påskeferien, der blev tilbragt i sommerhuset ved Fjelstrup. Vejret var solrigt, men særdeles koldt i de tidlige morgentimer, hvor jeg sad og ventede på høgene. Jeg havde fundet et passende sted ved stien gennem mosens fjerne ende regnet fra Meng. Den bræddebelagte del af stien ses tydeligt på kortet, sakset fra Google Maps.

Hejlsminde Nor, min position angivet med kryds!

Der gik ikke længe før der skete noget i morgenlyset; et godt stykke mod vest dukkede en han op fra rørskoven:

Rørhøg, han, Hejlsminde Nor.

Hunnen tog kort efter også en runde og satte sig til rette i en passende busk:

Rørhøg, hun, Hejlsminde Nor.

Rovfugle sidder meget stille, meget længe. Faktisk det meste af døgnet! Heldigvis valgte hannen, efter fotografen efterhånden var noget nedkølet, at tage en runde lidt nærmere stien:

Fødesøgende rørhøg, Hejlsminde Nor.

Den karakteristiske vuggende flugt med vingerne i v-form kunne pludselig afbrydes af hurtige udfald mod et eller andet i bunden af rørskoven:

Fouragerende rørhøg, Hejlsminde Nor.

Den vendte dog tomkloet tilbage mod vest – formentlig hvor reden er placeret. Parret hilste kortvarigt på hinanden i luften:

Rørhøgepar, Hejlsminde Nor.

Første påskedag sad jeg igen på plads en smule længere mod syd, denne gang også på stien, med kameraet pegende mod vest. Det var igen meget koldt og kulden føltes nok værre af, at jeg den første time absolut ingenting så – bortset fra en morgenfrisk blåhals syngende fra toppen af en busk. Jeg var faktisk ved at opgive, mest på grund af kulden, da hannen pludselig dukkede op og heldigvis valgte at flyve tættere på – denne gang sydøst for mig og dermed i kraftigt side/modlys:

Rørhøg, han, Hejlsminde Nor.

Hunnen viste sig kort efter noget længere mod vest – og blev straks mobbet af en fræk krage:

Rørhøg, hun, mobbes af gråkrage, Hejlsminde Nor.

Hannen dukkede op igen fra bunden af rørskoven og tog endnu en runde i det kraftige modlys:

Rørhøg, Hejlsminde Nor.

Herefter var der stille igen og jeg takkede mig selv for at være blevet siddende bare lidt længere. Men så var det også hjem – og få varmen!

Én blåhals ved Trillen – i mange udgaver

Efter hjemkomst fra arbejde gik vi en tur ved Trillen i den ganske lune sene eftermiddag. Der var faktisk ret stille fuglemæssigt. Vi så igen rørhøgen svæve over sivene, desværre akkurat som sidst helt ovre mod Sønderskovens sydlige kant, for langt væk til ordentlige billeder. Næsten fremme ved fugletårnet hørtes pludselig en meget høj og karakteristisk sang – og lige dér, ikke meget mere end 4-5 meter fra os, sad en flot han af blåhals i toppen af en lille busk. Solen stod lavt og næsten lige bag fuglen – ikke ligefrem foto-optimalt:

Blåhals i modlys, Trillen.

Sådan ser kameraets autoeksponering ud baseret på hele billedet – det giver mere mening når man ser den ubeskårede version for neden, hvor den totale mængde lys “evalueres” og eksponeringen justeres efter dette. Da jeg stort set altid bruger manuel blænde og lukkertid, men lader kameraet vælge iso, ender vi her på iso 320 med blænde 4 og 1/1600s.

Det er jo åbenlyst ubrugeligt! Jeg trak derfor eksponeringen næsten 3 stop op og heldigvis blev fuglen siddende mens jeg fumlede med knapperne! Så så det pludselig sådan ud:

Blåhals, Trillen.

Fuglen er nu mere eller mindre korrekt eksponeret – til gengæld er himlen fuldstændig brændt af! I billedbehandlingsprogrammet kan de brændte highlights dog til dels reddes:

Blåhals, Trillen.

Helt godt er det nu ikke. Lidt mere avanceret billedbehandling med en såkaldt maske på henholdsvis fuglen og baggrunden, muliggør justering af (blandt andet) eksponeringen, men kun på dele af billedet:

Blåhals, Trillen

Her er fugl og baggrund trukket i hver sin retning – og dermed indiviuelt eksponeret nogenlunde korrekt. Sådan så det bare ikke ud – hvidbalancen er helt forkert i forhold til det oplevede motiv ved trillen. Så er det godt man kan rette baggrundens balance til – uden at forstyrre fuglens farver:

Blåhals, Trillen.

Så ser det efterhånden nogenlunde acceptabelt ud – og meget mere som det vi oplevede på stedet. Smuk fugl! Og synge kunne den jo forresten også:

Blåhals, Trillen.

Retur til Hejlsminde natursti

Min datter på 8 og jeg kørte søndag morgen en tur til Hejlsminde lige omkring solopgang. Lillebælt lyste rødt:

Knopsvaner i solopgang, Hejlsminde.

På vej ud til naturstien passeres området Meng og min datter fik øje på en lille hare i en kornmark:

Hare, Meng.

Ved stien var der som sædvanligt masser af fugleliv. LANGT ude mod vest sås to rørhøge, som formentlig er stedets vanlige ynglepar. Der blev sikkert udvekslet føde i luften, men jeg fik kun et enkelt grynet skud:

Rørhøgepar, Hejlsminde Nor

Viber, storspover, engpibere, vipstjerter, lærker, dobbeltbekkasiner, en masse forskellige andearter samt gæs viste sig også frem. Og pludselig hørte vi en meget karakteristisk sang fra rørskoven ved siden af stien. Efter lidt ventetid dukkede den her op:

Blåhals, Hejlsminde Nor.

Den ikke særligt gode kvalitet skyldes skumringslyset samt hårdt crop! Beklager. Efter at have betragtet os lidt på (alt for) god afstand gav den sig igen til at synge:

Syngende Blåhals, Hejlsminde Nor.

En mindre farvestrålende hun dukkede op lidt længere nede af stien – desværre delvist dækket af grene:

Blåhals, hun. Hejlsminde Nor.

På vej tilbage mod Meng, mødte vi yderligere to syngende hanner:

Syngende Blåhals, Hejlsminde Nor.

Den sidste vi så, sad lige ved indgangen til “plankestien” gennem mosen – i stærkt modlys. Jeg nåede akkurat IKKE at få trykket på knappen før den lettede:

Blåhals, Hejlsminde Nor.

Langt mod vest sad rørhøgehunnen roligt og betragtede løjerne – alt i mens hannen sikkert var ude på en ny runde fødesøgning:

Rørhøg, hun. Hejlsminde Nor.

Jeg bliver simpelt hen nød til at forsøge mig med skjul derude – et closeup af en fouragerende rørhøg står højt på ønskelisten. Og så kan man vel altid få en blåhals med som bonus!